Ak mon min vei

1 Ak, mon min Vei til Kanaan Endnu er meget lang? Mon jeg kan naa det glade Land, Som snubler Gang paa Gang? Som snubler Gang paa Gang? 2 Min Fod er træt af Løvet her, Jeg staar saa tidt forsagt; Men Kanaan jeg dog har kjær, Men her maa bruges Magt, Men her maa bruges Magt. 3 Naar ene jeg paa Veien gaar, Da rinder tidt min Graad; Jeg tenker: "Mon jeg Landet naar?" Og ved mig intet Raad, Og ved mig intet Raad. 4 Mit bange Sind er ræd i Strid, Jeg er saa tidt forsagt Og tror, hvad nytter vel min Flid, Vil bort fra Bønnens Vagt, Vil bort fra Bønnens Vagt. 5 Man naar jeg smager Landets Frugt Og kjænder, den er god, Da er det mig en livets Lugt, En himmelsk Længsels Flod, En himmelsk Længsels Flod. 6 Her er ei Hvile nogen Gang; Thi Striden er saa svar; hvor var det godt, om den med Sang Hos Herren endt nu var! Hos Herren endt nu var! 7 O Kanaan, du skjønne Land! Å, kunde jeg dig naa! Met Hjerte staar i Længsels Brand, O, kunde jeg dig faa! Å, kunde jeg dig faa! 8 Kun fort, min Sjæl, bliv ikke træt! Du Kanaan kan naa! Kun fort, kun fort, Klenodiet Du foran ser jo staal, Du foran ser jo staal.